Om skulptur

Al skulptur er krop. Skulpturen er den del af billedkunsten der stærkest griber det basale, grundlaget i os, som krop, som væren. Den træder ud af det historiske ubevidste mørke, hvor vi støder på det, som den mest fundamentale kendsgerning ved eksistensen, at vi mærker den. En af de væsentligste forskelle på arkitektur og skulptur er størrelsen, proportionerne og dermed perspektivet, oplevelsen indefra, eller udefra. I den arkitektoniske oplevelse spejler vi vor egen kropsoplevelse, indefra, i skulpturen oplevelsen af den anden, af ting, ”det”, oplevet udefra. Men i begge tilfælde drejer det sig om fundamentalstrukturer.

Min tilgang til skulptur er sansningen af formen. Farven er tilbageholdt, enten mørk eller hvid, men neutral og materiel, taktil. Overfladen ladt åben.

Skulpturen, formen som ting, sanses gennem de lavere sanser, de næsten ubevidste eller underbevidste oplevelser af væren, skulpturen er noget, en ting jeg kan røre. Jeg ser kun én side ad gangen så det er i erindringen, ved at gå rundt om og først langsomt danner sig et formindtryk af konturer, volumen, ligevægt, tyngde osv. at jeg oplever den. Det er ret fysisk.

Ved så ikke straks at kunne aflæses som noget genkendeligt, ikke nogen figur med navn, noget narrativt, ikke at ligne noget kendt og dog finde genklang i noget konkret, nært og fortroligt, kan oplevelsen af skulpturen vise mig hen på egen krop og det at være i den. Mig og ting. Skulptur er noget vi støder på.

Former kender og genkender vi overalt; i naturens uendelige formrigdom. Vi kender naturen på formen – og hunden på travet. Det er det den er. Og disse former Er altid noget, en ting, en plante,dyr landskab osv. det har, især på afstand, billedkarakter, -vi ser det. Eller vi hører det, tænker efter og ser, erindre formen, væren, for os.
Og går vi analytisk til værks, opdager vi tingenes geometri, -de rene former; stille, ophøjede, døde. Eller vi ser former som spor af bevægelse, eller i bevægelse; dynamiske former under påvirkning af kræfter; tyngde, løft, pres ude, eller indefra. Billeder på bevægelse.

Ved undersøgelse af bevægelserne der fører til formerne, fx i naturen, ledes man til ”hvad”, til det ”hvad” der bevæger. Dvs. til de virkende naturkræfter, døds- eller livskræfter. Dette er i sig selv et uendeligt område og fantastisk gengivet og udforsket af videnskaberne.

Kunsten tager en anden tilgang til samme. Dvs. i første omgang ser det også ud til at den går samme vej; naturiagttagelse og refleksion; at skille den ad, undersøge ved sønderdeling. Finde grundformer, lovmæssigheder.

I det øjeblik, hvor den sættes sammen igen, er det kunstigt. Samlinger, rækker, stablinger, nye ordner osv. – det ikke naturlige. Vi tilføjer nye aldrig før sete former. Legen er begyndt.

Den nye kombination kan være tilfældig, og så naturlig, eller netop hensigtsmæssig, villet. Er den villet og bærer en hensigt eller en ny mening bliver det noget nyt, er en anden ting eller sammenhæng, er lavet eller skabt. Og straks ledes vor nysgerrighed hen på spørgsmålet; hvilken mening, betydning eller hensigt? Hermeneutikken stiller sig overfor det ukendte med alle sine redskaber af sprog.

Således stiller vi os spørgsmålet om formernes mening: naturformerne? Naturens-, livets evolutionens osv. mening.
Kunstformerne ? Kunstnerens mening, iagttagerens mening eller det immanente (?).

Og hvilke meninger, betydninger lægger/s i stoffet? Hvor kommer de fra ?
Fra naturen (nemesis i en eller anden form og grad) eller fra mennesket, individet selv. (Og de to kan ikke skilles i sidste instans; jeg i verden-verden i mig)

Men kunst bliver netop i vor tid individuel, og netop fordi vi er så emanciperede fra naturen.
Kunst bliver et spørgsmål om frihed: i frihed at forme nødvendigheder, – paradokst.

Meningen hentes ud af forståelsen af tilværelsen, eksistensen mest omfattende oplevet og forstået. Derfor bliver kunst også hurtigt et eksistentielt spørgsmål, et der peger hen på eksistensens betingelser. Men den når som værk kun til at pege på, at være billede på en sandhed, der gribes af erkendelsen som sandhed. Men sandhed har ikke værkkarakter, er ikke ting.”Kunst macht sichtbar”
Oplevelsen af et værks æstetiske skønhed, dets sublime dybt meningsfyldte udtryk afkaster glæde, henrykkelse og en stærk egen identitetsoplevelse.

Oplevelsen, den subjektive, kan være et indicium for graden af sandhed(er) der altid primært er sted og tidsspecifik. Nogle mere langtidsholdbare end andre, nogle næsten evige ?

Og det er i dette jagtrevir at vidensskabsmænd og kunstnerdamer følges ad i deres søgen.

Således iscenesættes grundforskningen på begge hold. Har de succes,- er det fordi de næres af samme kilder.

Man er nødt til at vælge.
Hvad man vælger, afhænger af, hvem man er. Det må man se at finde ud af.
Man finder ud af det når man vælger og er midt i det, mens man gør det, og ikke før.
Så kom i gang med at gøre, så finder du ud af, hvem du er, og hvad du vælger at gøre (næste gang)
Man er sine handlinger. Derfor er ens værker så pinlige( på det personlige plan)

Hvad er man nødt til at vælge for at komme i gang ? Og inden man ved hvem man er osv

”learning by imitating” ved at nyde en vis frihed i valget af det man vil efterligne; en (andens)personlige stil, noget man faldt over ved et tilfælde, en æstetisk teori, de store forbilleder ikke mindst naturen selv!! men frem for alt andre kunstværker.

Stofforvandlingen
Sanserne og den fordybede sanseoplevelse, dvs på et indre sjæleligt plan, hvor det sanselige, stoffet gør indtryk, sætter sig spor, der kommunikerer jeg med stoffet. Og ændre det i bearbejdelsen.

Kan der hentes inspiration ud af dette ? Selvfølgelig; som fra det dybe psykologiske landskab som landskabet omkring os også er, er det et spejlbillede af min eksistensoplevelse, en projektion, er også det nære stof dette. Alle sanser suger på denne fordybelse og fokusering. Med åbne sanser opnår jeg et billede af dette stof. Og kan lade det udfolde sig. En hermeneutik stilles overfor stoffet. Og et forsøg på (individuel) at finde et inspireret udtryk af dette .

Men tingene kan have flere lag !